FAMILIEHUSET TJELE
Hjælp til pårørende til misbrugere
Misbrug handler ikke kun om den der har et misbrug. Misbrug påvirker alle i familien – derfor er det vigtigt, at de nærmeste pårørende får hjælp til at få bearbejdet situationen og talt om de problemer, der gennem længere tid har fyldt alt for meget i hverdagen.
Derfor tilbyder Behandlingscenter Tjele gratis familiebehandling for op til 3 pårørende i forbindelse med et behandlingsforløb for misbrug. Er den der har et misbrug ikke i et behandlingsforløb, kan familiebehandlingen tilkøbes af de pårørende.
I familiebehandlingen er du/I udelukkende sammen med andre pårørende, der også har levet med afhængighed og med konsekvenserne. Målet er et trygt og tillidsfuldt læringsrum, hvor du/I får redskaber til at gribe hverdagen med glæde.
Familiebehandlingen foregår hos Familiehuset Tjele på Vester Voldgade i København.
Få rådgivning om familiebehandling
70 20 40 80
Ring til vores familierådgivere – vores telefoner er døgnåbne
Du gør dit. Jeg gør mit. Så gør vi sammen resten.
Citatet er skrevet af Piet Hein og fortæller, at vi alle har et ansvar for vores eget liv. Men også et ansvar for vores fælles liv.
Et hus med mange rum. Og et hus, der rummer alle
Hos Familiehuset Tjele har vi en række forskellige tilbud til pårørende, og misbrugere der er kommet fri af deres afhængighed:
Ungegrupper 13-17 år
Voksen-barn grupper 18 år +
Terapi for voksne pårørende
Parterapi for voksne pårørende
Temadage, kurser og foredragsaftener
Terapi for afhængige
Vi kan hjælpe dig med at genfinde ro, tryghed og tillid – og vi kan hjælpe dig med konkrete redskaber til at håndtere din usikkerhed og magtesløshed. Det er vores mål, at du – alene og sammen med dem du holder af – igen kan gribe livet med accept, glæde og håb for fremtiden.
Børnegrupper 8-12 år
Små hjerter kan elske ubetinget, men de kan også blive vrede, sårede og forvirrede. Små mennesker kan også have svært ved sige, hvad der er galt, og hvad der presser sig på.
I børnegruppen taler vi på børneniveau om afhængighed og om, hvad den har betydet. Vi er ærlige, men nænsomme. Børnene kommer ind i Familiehuset Tjele sammen med en forælder – og børn og voksne undervises for sig.
Målet er, at børnene og de voksne får et nyt og tillidsfuldt fælles sprog, så det bliver lettere at tale om de svære ting. Børnene får nye venner og oplever, at det er trygt og givende at dele deres erfaringer med andre børn.
Ungegrupper 13-17 år
Mange unge, der har en mor eller far, der drikker eller har et andet misbrug, føler sig forkerte og ensomme.
I Familiehuset Tjeles ungegruppe (13-17 år) giver vi de unge et sted, hvor de kan møde andre unge i samme situation. Her er det helt ok at vise sin sårbarhed og dele sine udfordringer. Her må man gerne være vred og ked af det. Målet er at udskifte ensomhed og uro med håb og selvværd.
Voksen-barn grupper 18 år +
I voksen-barn gruppen taler vi om de udfordringer, man kan få senere i livet, hvis man er vokset op med afhængighed eller anden dysfunktion i familien.
Vi kommer bl.a. ind på emner som selvværd og selvtillid; vi taler om, hvordan man knytter og bevarer nære relationer og ikke mindst om, hvordan man sætter sunde grænser for sig selv.
Familiehusets voksen-barn gruppe fra 18 år og opefter giver dig et sted at dele og lære. Målet er at genfinde livsglæde, accept og tryghed. Sammen – og hver for sig.
Terapi for pårørende til misbrugere
Som pårørende til en afhængig kan du have følt dig sat på sidelinjen; magtesløs, ulykkelig, vred og forvirret. Både mens afhængigheden stod på og bagefter.
I terapien tager vi udgangspunkt i din aktuelle situation, og vi har fokus på, hvilke konkrete redskaber du kan bruge for komme videre. Vi hjælper dig til at forstå, at dine reaktioner kan være en del af et mønster, som kan ændres.
Lad Familiehuset Tjele hjælpe dig videre. Ikke på sidelinjen. Men på din egen bane.
Parterapi
Afhængighed slider på de nære relationer, ikke mindst på parforholdet. Men kærligheden, respekten og den gensidige tillid kan genetableres. Gamle vaner og uhensigtsmæssige måder at kommunikere på kan brydes.
I parterapien tager vi afsæt i jeres aktuelle situation, og vi arbejder med konkrete redskaber, der kan hjælpe jer til at genfinde jeres personlige ståsted; både som individer og som par.
Lad Familiehuset Tjeles terapeuter hjælpe dig og din partner videre sammen i respekt og tillid til den anden. I forståelse og accept. Hvad enten I vil leve sammen – eller vil leve hver for sig.
Terapi for afhængige
At blive ædru eller clean er en gave. Både helt personligt og i forhold til alle omkring dig. Men selv om du har taget det første og vigtigste skridt, kan der stadig være udfordringer, som du skal have hjælp til.
Måske vil din skam eller din vrede ikke slippe? Måske lider du fortsat af tankemylder og uro? Måske er der svære ting, som du har brug for at bearbejde i et helt fortroligt rum?
Er du afhængig og ædru/clean, kan Familiehuset Tjeles terapeuter hjælpe dig! Målet er at styrke din sindsro, din accept og ikke mindst din livsglæde.
Temadage, kurser og foredragsaftener
Familiehuset Tjele afholder løbende temadage, kurser og foredragsaftener.
I vores fantastiske lokaler på 4. sal har vi både grupperum til små arrangementer og en stor foredragssal med plads til ca. 50 personer.
Familiehuset Tjele bruger vi som ramme og rum til at dele viden og inspiration fra interne og eksterne foredragsholdere, gæstetalere, forfattere og fagfolk. Hold øje på vores Facebook-side “Familiehuset Tjele”, hvor du løbende kan se tilbud og tilmelde dig. Du kan også tage en ven, familiemedlem eller en gæst med.
Familiehuset Tjele brochure
V har lavet en brochure, der informerer om vores tilbud til pårørende.
Ledelse Behandlingscenter Tjele:
Jan Meincke
Lars Beck
Personale hos Familiehuset Tjele
Familiehusets personale er uddannede familierådgivere, terapeuter og psykologer.
Vi er selv pårørende til afhængige, eller vi har tidligere haft et misbrug.
Det er din og din families tryghed og garanti for, at vi indgående kender til de problematikker, som du har mødt som pårørende til et afhængigt menneske eller som afhængig.
Winnie Richter
Daglig leder
Jasmin Henriksen
Psykolog
Birgit Hageneier
Rådgiver
Små hjerter kan også føle store ting
Sådan siger Grisling, Peter Plys kloge ven. Og det er jo så simpelt og rigtigt: Små hjerter kan elske ubetinget , men de kan også blive vrede, sårede og forvirrede..
Om Familiehuset Tjele
Familiehuset Tjele er en del af Behandlingscenter Tjele, som er Danmarks ældste og største behandlingstilbud for misbrug og afhængighed. Tjele har døgncentre og ambulante behandlingssteder i hele landet. Vi arbejder med velafprøvede behandlingsmetoder med høj succesrate og kun med professionelt uddannet personale.
Det har jeg aldrig prøvet før,- så det klarer jeg helt sikkert.
Citatet bliver tilskrevet Pippi Langstrømpe – og det minder os om, at vi ofte kan meget mere, end vi tror.
Kontakt Familiehuset Tjele
Kontakt Familiehuset Tjele og få en snak om din situation og dine udfordringer. Vi har stor erfaring med at hjælpe pårørende til misbrugere og alkoholikere, og vores rådgivere sidder ved telefonen hele døgnet.
Familiehuset Tjele
Vester Voldgade 96, 4. sal
1552 København V
Telefon 70 20 40 80 eller 21 32 29 19
Har du spørgsmål om hjælp til pårørende til alkoholikere?
Ring til os, hvis du har spørgsmål om hjælp til pårørende til misbrugere.
Vi har åbent alle dage og døgnet rundt.
Christina Bredahl Frederiksen
Rådgiver hos Tjele
Send os en e-mail
Skriv til os på nedenstående mailformular, vi vender tilbage den førstkommende arbejdsdag.
Læs om Behandlingscenter Tjeles privatlivspolitik.
Er du afhængig?
Tæt på en afhængig?
Behandlingscenter Tjele
70 20 40 80
Fastrupvej 3
8830 Tjele
Behandlingscenter Tjele
Vester Voldgade 96
1552 København
post@tjele.com