”Det gik ikke så godt for mig i skolen… Eller, altså det var jo, fordi min mor… hun drak kun, når ingen så det… Så det var allerværst, når min far var væk hjemmefra, hvilket han var en del i sit job som rejsemontør…

Så som 7-årig regnede jeg ud, at hvis jeg blev smidt ud af skolen, ville jeg kunne være derhjemme og holde øje med mor, sådan at hun ikke fik mulighed for at drikke i ”det skjulte”. Det ville forhindre hendes misbrug i at påvirke min lillebror så meget…
Ja altså, så kunne hun jo hjælpe mig med at passe ham, for det var et lidt hårdt job for mig at sørge for, at han fik mad og blev puttet, når hun var fuld, for jeg var også kun selv en lille dreng…

Planen var selvfølgelig ikke uden fejl, det kan jeg godt se i dag, for det kom til at påvirke alle dele af min skolegang. Jeg var provokerende, kunne ikke koncentrere mig om undervisningen og kom tit op at slås med mine kammerater, hvilket gjorde, at jeg kom bagud med selve skolearbejdet… men dengang, der gav det mening. Det var den eneste mulighed, jeg havde for aktivt at stoppe min mors misbrug, følte jeg. Det lykkedes selvfølgelig ikke… hverken at blive smidt ud – eller at få mors misbrug stoppet… ”

Ovenstående er et uddrag fra en samtale med en ung mand, som jeg har fået lov til at dele med jer. En fortælling om hvordan det kan opleves at være barn i en misbrugsfamilie, om de logikker, der er på spil for børnene, men som de voksne ofte ikke får øje på.

Børn fra misbrugsfamilier agerer forskelligt

De voksne finder i stedet, at børnenes adfærd er meningsløs, at de er grænsesøgende, uopdragne, dårligt begavede (”han forstår jo tydeligvis ikke, hvad vi siger…”), eller at der nok er en biokemisk problematik på spil. Diagnoser som i flæng bliver beskrevet med diverse bogstaver!
Børn fra misbrugsfamilier kan agere forskelligt. Drengen i ovenstående fortælling havde en adfærd, der var rettet udad, med risiko for at blive diagnosticeret som individ, uden at nogen ville tage sig tid til at opdage, at ”sygdommen” ikke var hans. Tværtimod er den et symptom på mors misbrug. Andre børn med samme livsvilkår kan agere stik modsat.

Det indadvendte barn

De bliver indadvendte i et forsøg på at ”flyve under radaren” for derved at undgå konflikter og opmærksomhed både i hjemmet og i andre sociale sammenhænge. Igen en adfærd der i en misbrugsfamilie kan være særdeles klog, fordi den mindsker risikoen for konfliktudvikling. Men desværre lærer barnet sig så heller ikke at konflikthåndtere – en udfordring, de bærer med sig ind i ungdoms- og voksenliv.

Det tilpassede barn

Endnu en helt ”normal” reaktion på unormale opvækstvilkår i misbrugsfamilier er at tilpasse sig. Overtilpasse sig – også i en grad som disse børn skammer sig over, selvom de i mange sammenhæng får ros af de voksne for deres adfærd. Det er de børn, der altid husker lektierne og indgår positivt i sociale sammenhænge.

De “nødvendige” løgne

Skammen kommer af løgnen. Det kan være løgn omkring hjemlige forhold, fx hvorfor det ikke er så godt, at kammeraterne kommer med hjem. Eller det kan være løgn i den form, at munden helt af sig selv fortæller, at man ikke har drukket sodavand, selvom det er helt legalt, at man har. Eller at man ikke glemt sin taske, når læreren spørger, selvom det er uundgåeligt, at andre opdager, man ikke siger sandheden.

At lyve om fuldstændigt ligegyldige ting er overtilpasning i sin mest fuldendte form, det sker, når man instinktivt kommer til at sige, hvad man tror andre gerne vil høre. Disse ”dygtige”, vellidte, ”mønsterbryderbørn” er ikke bedre stillet end andre børn fra misbrugsfamilier og ofte endnu længere fra hjælpen, fordi ingen ser deres adfærd som ”problematisk”.

Ofte er de præget af lavt selvværd, og mange af dem er i misbrugsfamiliens turbulens holdt op med at ”mærke sig selv”. De er i risiko for at overhøre de advarselssignaler, der er kroppens forsøg på at gøre dem opmærksomme på, at de presser sig selv for hårdt. Dette er en hoved årsag til, at netop disse ”dygtige børn” ofte er særdeles sårbare overfor stress og angstsymptomer.

Mening med det meningsløse

Der er altid MENING bag ALLE handlinger. Ikke alle 7-årige er dog i stand til at tilrettelægge så vel-reflekteret en plan som den, der indledningsvist er beskrevet her. Ja, mange når oprigtigt ikke at komme i nærheden af at beskrive, hvad der foregår i dem, fordi aktiviteten foregår i en instinktiv del af deres hjerne.
Men mening er der, og det er den mening, vi sammen med børn, unge og ”voksne børn” leder efter hos ”De små Skuldre”, fordi vi ved at sætte handling og adfærd i rette kontekst, kan bidrage til en øget selvforståelse. En selvforståelse der giver børn fra misbrugsfamilier nye perspektiver, kompetencer og handlemuligheder i det liv, de skal hjælpes videre med at leve.

Joan Hingeberg Jensen, cand. pæd. pæd. psyk. Projektleder, ”De små Skuldre”