Mine børn har aldrig set mig med en øl
Mine børn har aldrig set mig med en øl …
Det er et udsagn, jeg ikke sjældent hører fra forældre, der kontakter mig med henblik på at få deres børn i et terapiforløb hos ”De små Skuldre” i Århus.
Det er et udsagn, der dækker over et ønske eller en fortælling om, at der er lykkedes netop denne familie at forskåne deres børn fra misbrugets grimme ansigt, at børnene i denne familie er mindre ramt end andre børn, at børnene ikke har lidt.
Udsagnet følges tit op af andre fortællinger: At børnene ikke ved, hvad misbrug er, og at det vil være bedst, hvis jeg kan hjælpe børnene uden at fortælle dem for meget. Det kan også være at forældrene for at ”skåne” børnene, har valgt at fortælle dem ”små hvide løgne” om at mor er syg og skal væk for at få hjælp til sin sygdom, eller at far har gjort noget ”dumt” og derfor skal have hjælp til at komme tilbage på ”ret køl”.
Desværre er det som hovedregel bare en fortælling… og ikke sjældent er børn, for hvem forældrene har skjult problemet, hårdere ramt end de børn, der har set ølflaskerne, rødvinskartonen eller pilleglasset, fordi de børn kun har set misbrugsadfærden, uden at kende årsagen.
Børn ser og hører alt
Børn ser alt, de hører alt, men de forstår kun verden på baggrund af deres relativt begrænsede livserfaring.
Når børn ikke får sandheden at vide, arbejder deres fantasi videre for at finde en plausibel forklaring: Hvad er det for en sygdom, mor har – tør de ikke fortælle mig at hun har kræft, at hun skal dø ? Hvad er det far har gjort – kommer politiet og henter ham, skal min far i fængsel nu?
Når børn ikke ved, hvad misbrug er, men oplever at deres forældre er kortluntede og aggressive, virker uinteresserede og hele tiden er optaget af ”vigtigere” gøremål end deres børn, eller når forældrene sover på sofaen lige efter aftensmaden eller aldrig gider at spille brætspil, så begrunder de allerfleste børn deres forældres adfærd i deres egen mangelfuldhed. Børnene føler sig forkerte og i vejen, de føler sig betydningsløse, og de føler sig som dumme, irriterende og uelskede børn.
Det er nøjagtig denne del af misbruget, der forårsager de største skader på børn.
Få rådgivning om misbrugsproblemer
Kontakt os på 770 20 40 80
Vi tager telefonen alle dage, døgnet rundt.
Størstedelen af børn fra misbrugsfamilier kæmper med store selvværdsproblemer
Størstedelen af de børn fra misbrugsfamilier, jeg møder i mit daglige arbejde, kæmper med store selvværdsproblemer, som igen resulterer i koncentrationsbesvær, dårlig arbejdshukommelse, dårligere sociale kompetencer og meget lidt selvomsorg, som så igen påvirker selvværdet i en negativ udviklingsspiral.
“Min vigtigste opgave er at møde børnene i øjenhøjde og give dem sandheden om deres forældres misbrug – naturligvis med en forklaringsmodel tilpasset deres alder – for at løsne dem fra skammen!”
Når børn ikke forstår, hvorfor deres forældre ikke passer dem, eller leger med dem, eller behandler dem som den dyrebare skat, de alle burde være, så skammer de sig. Skammer sig over at være blevet født, skammer sig over at være en del af en familie, der ikke passer til normen i vores fælles samfundsfortælling. Skammer sig over ikke at føle sig elsket og ikke at opleve sig selv som værdifulde.
Når jeg fortæller børn, hvordan misbrug påvirker et menneskes hjerne, hvordan misbrug påvirker et menneskes adfærd, hvordan den adfærd påvirker menneskets familie, særligt deres børn og børnenes selvværd og stressniveau, så sætter jeg børnene fri.
Det vigtigste, jeg kan give børnene, er en forståelse af, at det er forældrenes adfærd, forældrenes hjerne, der er noget galt med, og ikke børnene eller deres elskværdighed.
Det vigtigste forældrene kan gøre er at tage ansvaret på sig og give børnene tid til at hele med en bevidsthed om, at en helingsproces har ret til at vare lige så lang tid, som et misbrug har stået på.
Af projektleder hos De små Skuldre, Joan Hingeberg Jensen, cand. pæd. i pædagogisk psykologi
Har du spørgsmål?
Ring til os, hvis du har spørgsmål om misbrug, eller om behandling af misbrug.
Vi har åbent alle dage og døgnet rundt.
Christina Bredahl Frederiksen
Rådgiver hos Tjele
Send os en e-mail
Skriv til os på nedenstående mailformular, vi vender tilbage den førstkommende arbejdsdag.
Læs om Behandlingscenter Tjeles privatlivspolitik.